Politiet søger vidner til dødsulykke: 10-årig dreng kørt ned af varebil

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til en ulykke fredag eftermiddag på Spangsbjerg Kirkevej i Esbjerg, hvor en 10-årig dreng fra Esbjerg blev ramt af en varebil.

Drengen blev hårdt kvæstet og fløjet til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde. Han døde lørdag eftermiddag af sine kvæstelser.

- Vi efterlyser vidner, der har set ulykken, så vi kan få klarlagt, hvordan den skete, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Ulykken skete fredag eftermiddag lige inden klokken 14.30 på Spangsbjerg Kirkevej ved Højtoftevej på et sted, hvor der ifølge vagtchefen var ved at blive ryddet op efter et vejarbejde.

Drengen blev ramt af en bakkende varebil, da han var på vej over gaden. Bilens chauffør har tilsyneladende overset ham.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der overværede den tragiske ulykke, for at klarlægge, hvordan den skete, siger vagtchefen.

Blandt andre opfordres et midaldrende ægtepar til at henvende sig med oplysninger. Vidner har fortalt, at parret, der var kørende i en grå personbil, holdt lige bag varebilen.

/ritzau/

Dagens Gossip