Politiet søger vidner til knivoverfald

Ved du noget? Så du noget? Har du hørt noget?

Mandag formiddag blev en 67-årig mand stukket ned på åben gade i København i det, som politiet betegner som et røveri af »særlig farlig karakter«.

Og nu bliver borgerne bedt om hjælp til opklaringen, skriver b.dk.

Overfaldet skete klokken 10.38 foran kiosken »Elite Købmand« på hjørnet af Østrigsgade og Lergravsvej på Amager. Den 67-årige kom gående ad Østrigsgade i retning af Lergravsparkens Metrostation, da han blev overfaldet og stukket i ryggen ud for kiosken i nummer 55.

Politiet beskriver gerningsmanden som:

Yngre mand, formentlig udlænding, ca. 175 cm høj. Iført mørk trøje med hætte, blå cowboybukser. Han havde dækket sit ansigt.

Gerningsmanden medbragte en stor kniv, som han med stor kraft stak ind i ryggen på den 67-årige. Han stjal desuden en plasticpose, som den forurettede havde i hænderne. Posen indeholdt klippekort til alle zoner og til to zoner.

Københavns Politi søger vidner, der har set overfaldet eller gerningsmanden eller har andre oplysninger til sagen. Henvendelse kan ske på telefonnummer 114.

Det 67-årige offer er blevet behandlet på skadestuen og er uden for livsfare.

Dagens Gossip