Politiet søger vidner til knivoverfald i Nørresundby

Skrevet af admin

17/04/2016

Dagens topnyheder

Nordjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp efter et knivoverfald i Nørresundby, hvor en 24-årig mand fra Aalborg blev stukket ned natten til søndag.

Mandens tilstand er kritisk, og politiet leder stadig efter gerningsmanden.

Politiet modtog klokken 04.17 søndag en anmeldelse om et muligt knivstikkeri i Strandgade, efter at en mand i ambulance var blevet bragt til skadestuen i Aalborg med skader i maven.

Nu koncentreres efterforskningen til områderne omkring Limfjordsbroen mellem Havnegade og Strandgade.

- Nordjyllands Politi er derfor meget interesseret i at høre fra personer, som har set, hørt eller oplevet noget mistænkeligt eller usædvanligt i området omkring Limfjordsbroen og Strandgade i Nørresundby i nat cirka klokken 03.35, skriver politiet i en pressemeddelelse.

På grund af offerets kritiske tilstand har politiet ikke haft mulighed for at afhøre ham.

Mandens pårørende er underrettet.

/ritzau/