Politiet søger vidner til voldtægt af 14-årig pige

En 14-årige pige fra Esbjerg har anmeldt, at hun natten til lørdag den 5. juli blev voldtaget i midtbyen.

Hun fortæller til Syd- og Sønderjyllands Politi, at hun mellem klokken 1.30 og 2.30 kom gående op til krydset i Nørregade og Torvegade, som ligger i centrum tæt ved byens banegård.

Her så hun to mænd, som talte sammen.

Den ene forlod stedet, mens den anden spurgte pigen om vej til Fanøfærgen.

Derefter trak han hende med ind i Esehaven bag Esbjerg Museum, hvor hun blev voldtaget.

Gerningsmanden beskrives som:

Dansk, muligvis med københavnsk dialekt, 20-25 år, 185-195 centimeter høj, spinkel eller slank af bygning og med leverpostejsfarvet hår. Håret var klippet helt kort i siderne og var længere og strittende på toppen.

Han var iført kasket, rød bluse, brun eller grøn jakke og hvide bukser.

Den mand, som voldtægtsmanden talte med før voldtægten, beskrives som:

25-30 år, 180-185 centimeter høj og almindelig af bygning med mørkt, kort hår.

Denne mand vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne tale med.

Pigen mener desuden at have set fire personer, som gik på Torvegade, da gerningsmanden trak hende ind i Esehaven.

Alle, som kan have set eller hørt noget i området på det pågældende tidspunkt, bedes kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefonnummer 114.

Dagens Gossip

Dagens TV