Politiet sporer forsvundet erhvervsmands telefon: Niels har været væk i 10 dage

Skrevet af admin

15/02/2016

Dagens topnyheder

Siden den 73-årige erhvervsmand Niels Joachim Nicholaisen forlod sit hjem i det centrale Aarhus for ti dage siden, har han været sporløst forsvundet.

Han tog hjemmefra fredag 5. februar omkring klokken 14, og fredag omkring klokken 19 havde familien kontakt med ham i telefonen. Siden har de ikke hørt fra ham.

Nu tyder det dog på, at han har befundet sig ved Østhavnen i Aarhus lørdag 6. februar om morgenen.

Østjyllands Politi har analyseret Niels Joachim Nicholaisens telefondata, som viser, at hans mobiltelefon er blevet forbundet til en mast, der står på Østhavnsvej.

- Vi har derfor afsøgt området med hunde, og i morgen sætter vi dykkere ind, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi Per Bennekov til Ritzau.

Dykkerne vil tirsdag undersøge vandet omkring Østhavnsvej og Marselisborg lystbådehavn.

Da Niels Joachim Nicholaisen forsvandt, havde han sit træningstøj med i en taske, og politiet har derfor haft formodning om, at han var taget af sted for at træne.

Ifølge TV2 ligger træningscentret, som Niels Joachim Nicholaisen træner i, ikke langt fra havnen.

Den frivillige organisation Missing People har siden sidste mandag hjulpet politiet med at lede efter den forsvundne 73-årige.

Niels Joachim Nicholaisen er 190 centimeter høj, slank og frisk af sin alder.

Han var iført en knælang, grøn vinterjakke og gule støvler af mærket Timberland.

Han havde muligvis en hue på og kan også have medbragt en rygsæk, oplyser politiet.

Folk, der har set den 73-årige mand, eller som har andre oplysninger om sagen, kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114 eller 87311448.

/ritzau/