Politiet stopper efterforskningen af Pernilles mystiske død

Skt. Hans aften 2006 blev 14-årige Pernille Oldenborg Lind fundet død i sit hjem i Galten. Hun sad overskrævs på gelænderet tli trappen på første sal, delvist hængende fra et lagen, der var bundet om hendes hals.

Politiet behandlede fra starten sagen som et selvmord, men flere mystiske omstændigheder pegede på, at Pernille måske var blevet dræbt.

I 2011 genoptog politiet sagen, og det er den efterforskning, der nu sluttes.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

- De seneste to års efterforskning har ikke kunnet påvise en rimelig formodning om, at der har været begået noget strafbart, og da vi ikke på nuværende tidspunkt kan se flere efterforskningsmuligheder, har vi, efter en god og konstruktiv dialog med familien og deres advokat, Pia Egsgaard, besluttet at standse efterforskningen, siger fungerende politiinspektør og leder af Central Efterforskning, Michael Weiss i en pressemeddelelse.

Ifølge BT var de spor, der fik politiet til at genoptage sagen, blandt andet et vidneudsagn fra en nabo, der havde hørt et skænderi fra hjemmet, hvor Pernille ellers skulle være alene. Der skulle desuden have været tegn på tumult.

- Ønsket fra 2006 om en undersøgelse af en række forhold er nu efterkommet. Dog har det på grund af den tid der er gået ikke været muligt at få undersøgt det anvendte lagen og telefonbeskeder, men der er nu skabt en ro, der gør det lettere at komme videre på trods af tabet af Pernille, siger Pernilles mor Annelise Lind i politiets pressemeddelelse.

Dagens Gossip