Politiet stormer Christiania i pusher-aktion

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

En lang række personer er blevet anholdt, da politiet torsdag morgen stormede mere end 150 adresser på Sjælland i kampen mod organiseret kriminalitet på Christiania, oplyser Københavns Politi.

Det sker som kulminationen på længere tids omfattende efterforskning, der er udført i samarbejde mellem Københavns Politis Task Force Pusherstreet, politikredsens afdeling for organiseret kriminalitet og den fælles sjællandske bandeenhed Task Force Øst.

- Vi har på baggrund af et længerevarende efterforskningsarbejde rettet mod sælgerne og leverandørerne af hash til Pusherstreet i dag iværksat et meget stort antal anholdelser og ransagninger, siger ledende politiinspektør Jørgen Skov.

Ved dagens aktion, som er den hidtil største, har man indkaldt assistance fra alle de sjællandske politikredse.

Ransagningerne sker på Christiania, Christianshavn, det Storkøbenhavnske område og på Sydsjælland – i alt mere end 150 steder.

- Vi ransager især efter narkotika, regnskaber, penge og andre værdier, fortæller Jørgen Skov.

- Vi har i de seneste uger gennemført koordinerede anholdelses- og ransagningsaktioner mod den åbenlyse hashhandel i hele Københavnsområdet og de rocker- og bandegrupperinger, som står bag, siger Jørgen Skov.

Først i Folkets Park, så i Jægersborggade, og nu er tiden så kommet til de organiserede kriminelle i Pusherstreet, oplyser politiet.

- Vi mener det, når vi siger, at det skal være uattraktivt for de kriminelle at handle med hash og sprede utryghed, og vi mener det, når vi siger, at vi har indledt en langsigtet indsats rettet mod både købere, sælgere og leverandører, fortæller Jørgen Skov.

Der har hidtil i indsatsen mod Christianias narkohandel været varetægtsfængslet mere end 60 personer. Et antal der med dagens aktion forventes mere end fordoblet, vurderer politiet.

/ritzau/