Politiet stresser banderne

Sociolog ved Aalborg Universitet og bandeforsker Michael Hviid Jacobsen forklarer, at politiets taktik med aktioner som torsdagens er at lægge pres på banderne.

»Politiet gennemfører de her aktioner for at markere, at man er til stede i miljøet, og hyppige aktioner af denne karakter er en måde at stresse banderne på,« siger han og påpeger, at effekten af de politiaktioner, der siden årsskiftet er blevet gennemført, er svære at vurdere.

»Ud fra de statistikker vi har fra starten af året, ser det ikke ud til at have hjulpet. Men det er meget svært at vide, fordi vi ikke ved, hvordan det vil have set ud, hvis politiet ikke havde slået til,« siger han.

Den første halvdel af 2013 har budt på flere politiaktioner mod banderne. Blandt andet 14. marts, hvor 39 personer blev anholdt i en koordineret politiaktion.

Udover politiet deltager SKAT også i aktionerne, og det er endnu et forsøg på at stresse banderne, forklarer Michael Hviid Jacobsen.

»Førhen så man sjældent, at det var en del af myndighedernes aktioner at gå efter forskellige effekter og tjekke personlige skatteforhold. Det er en såkaldt »Al-Capone«-metode,« siger han og påpeger, at amerikanske undersøgelser viser, at ransagelser, efterforskning og anholdelser er ét af succeskriterierne for at nedbringe kriminaliteten.

»Men samtidig er det mindst lige så vigtigt at lave en præventiv indsats, der viser de unge, at der er en anden vej i livet,« siger han.

Dagens Gossip