Politiet svarede på spørgsmål fra brugerne på Facebook

Det væltede ind med spørgsmål, da politiet onsdag inviterede brugerne på Facebook til en spørgetime.

Må I godt bare kropsvisitere en mand? Patruljerer I mere i nattelivet end om dagen? Det var nogle af de spørgsmål, borgerne stillede til politiet.

Politiassistent Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi og kommunikationsrådgiver Carsten Andersen fra Rigspolitiet sad klar ved computerne mellem kl. 11.30 og 13.30 for at svare på spørgsmålene, der i kvalitet svingede fra de kvikke og sjove over de seriøse til de mere meningsløse.

Rigspolitiet havde forinden spurgt facebookbrugerne, hvad de gerne ville stille spørgsmål om, og valget faldt på ”nattelivet”. Det var dog ikke alle borgere, der fulgte opfordringen.

En skrev for eksempel: ”Jeg synes, politiet sku bruge deres tid på andet end at sidde her. Sorry.”, mens en anden spurgte: ”Hvis man får tæsk i byen, fordi man har knaldet en anden ridders mø, er det så fair-game eller må det politianmeldes?”

En ville vide, om der er en bestemt promillegrænse, når man kører på cykel, og en spurgte, hvordan og i hvilke situationer man må foretage en civil anholdelse.

- Alt i alt fik vi en masse gode spørgsmål og også nogle, som var mindre kvalificerede. Men det hænger måske også sammen med, hvilket emne det omhandler. Generelt er vi dog meget godt tilfredse, og det er skægt at være i dialog med borgerne på den måde, siger Carsten Andersen fra Rigspolitiet.

Spørgsmålene væltede bogstaveligt ind i et tempo, så de to herrer ved computerne slet ikke kunne følge med. I alt blev der udvekslet 271 spørgsmål, svar og kommentarer i løbet af spørgetimen.

Det er anden gang, at politiet svarer på spørgsmål på facebook. Sidste gang var den 4. juli, hvor borgerne kunne stille spørgsmål om færdsel.

I alt kom der dengang 118 spørgsmål og politifolkene nåede at svare på 44 af dem. Svarene på mange af de ubesvarede spørgsmål blev efterfølgende lagt på politi.dk under ”Spørgsmål og svar”. Det vil også være tilfældet denne gang.

Initiativet er et led i politiets forsøg på at udvikle tilstedeværelsen på sociale medier og komme i dialog med borgerne på en ny og anderledes måde.

Du kan se alle spørgsmålene - og politiets svar her.

Dagens Gossip