Politiet tager stavene i brug op til Polen-Ukraine

Politiet tog tåregas, peberspray og stave i brug, da det stoppede et slagsmål internt mellem polske fans før kampen mellem Polen og Ukraine tirsdag i Marseille.

Fire polakker blev anholdt.

Det skriver Reuters.

Uroen opstod, da tusindvis af polske fans strømmede gennem de smalle gader i bydelen Vieux Port med druk, sang og røgbomber som en del af følget.

På havnefronten opstod tumult og slagsmål internt i den polske fangruppe, og så slog politiet til.

Ifølge politiet opstod slagsmålet mellem rivaliserende polske hooligangrupperinger.

Myndighederne i Marseille har sat 1000 politifolk og 200 private sikkerhedsfolk på vagt i forbindelse med kampen mellem Polen og Ukraine.

En overvågningshelikopter er på plads over fanzonen tæt på stadion.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV