Politiet til stormturister: Træk jer væk fra havnene

Skrevet af admin

11/01/2015

Dagens topnyheder

Nysgerrige borgere skal holde sig væk fra havneområder langs Limfjorden, så beredskabet kan få plads og ro til at arbejde med at pumpe vand væk.

Sådan lyder den kontante melding fra Midt- og Vestjyllands Politi søndag, hvor vand stadig strømmer ind i byer langs Limfjorden, selvom stormen Egon er ved at lægge sig.

- Vinden er aftaget, og det har lokket mange borgere ud for at kigge på konsekvenserne af stormen.

- Der er meldinger om mange civile i havneområderne i henholdsvis Nykøbing Mors, Lemvig og i Skive, der går i vejen for beredskabets arbejde, skriver politiet.

Al trafik på havneområderne frarådes, og politiet beder borgerne om at trække sig væk.

Derudover fraråder Midt- og Vestjyllands Politi borgerne at gå tur på klitterne langs vestkysten.

Klitterne langs den jyske vestkyst er sandsynligvis underminerede i forbindelse med stormen. Det kan derfor være farligt at gå tur i klitterne, lyder det.

Desuden skriver politiet, at vandstanden i Skive kan risikere at nå op over et kritisk niveau i løbet af søndag eftermiddag.

I Lemvig, hvor omkring 145 borgere er blevet evakueret fra deres hjem på grund af den kraftigt stigende vandstand, pumpes der vand ud fra havneområdet, som er afspærret.

- Det er uvist, hvornår vandet er trukket så langt tilbage, at området kan genåbnes. Borgere med bolig i de berørte områder bedes derfor væbne sig med tålmodighed, skriver Midt- og Vestjyllands Politi.

/ritzau/