Politiet trak stavene efter midtjysk fodboldkamp

Skrevet af admin

01/08/2016

Mest læste i dag

En gruppe tilhængere af fodboldklubben FC Midtjylland havde svært ved at opføre sig ordentligt søndag aften, hvor klubben vandt 3-0 over Silkeborg i Herning.

Ved Søndre Anlæg i Herning forsøgte mellem 25 og 40 FCM-tilhængere ifølge TV Midt-Vest at komme i konfrontation med en gruppe tilsyneladende uskyldige Silkeborg-fans.

- De forsøger at lave et bagholdsangreb på Silkeborgs fans, som både er familiefædre og børn.

- Nogle tager tandbeskyttere på inden, og det er helt umotiveret, siger Bjarne Askholm, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til TV Midt-Vest.

Vagtchefen fortæller, at ballademagerne også kastede med flasker og kanonslag.

- Derfor var vi nødt til at trække stavene og slå løs, lyder det.

11 personer er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og to er sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi erkender man, at man ikke havde forventet, at der var de store risici forbundet med det midtjyske lokalopgør.

- Vi havde afpasset vores indsats efter, at det så ud til at blive en fredelig begivenhed. Så vi havde ikke de store styrker på plads, siger vagtchef Bjarne Askholm til TV Midt-Vest.

Der er ikke meldinger om, at nogle af ofrene er kommet til skade.

Politiet har taget kontakt til FCM, og de involverede vil nu få karantæne i fremtidige kampe.

/ritzau/