Politiet: Tre forsøgte at dræbe bekendt

Skrevet af admin

20/09/2014

Mest læste i dag

En 44-årig mand blev natten til lørdag slået og stukket med kniv i en lejlighed på Skovburren i Næstved. Volden var så alvorlig, at politiet vurderer, at der var tale om et drabsforsøg.

Ifølge politiet har manden været i livsfare.

Politiet har anholdt tre mænd, der alle er sigtet for drabsforsøg.

Politiet blev klokken 01.48 kaldt ud til noget, som i første omgang blev anset for at være husspektakler på adressen i den nordlige del af byen.

I lejligheden fandt politiet fire mænd. Den ene sad på gulvet og blødte fra flere sår på kroppen. Mandens kvæstelser stammer formentlig fra både knivstik og slag, oplyser politikommissær Marianne Roed, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den 44-årige er blevet kørt til behandling på Slagelse Sygehus.

To af de formodede gerningsmænd er 49 år, mens den tredje er 36 år. Mændene kommer fra det samme miljø i byen som den kvæstede mand. Der er ifølge politiet ikke tale om et banderelateret opgør.

De tre mænd er sigtet for drabsforsøg, og de fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing lørdag eftermiddag. Her vil politiet kræve dem varetægtsfængslet.

Politiet er på nuværende tidspunkt tilbageholdende med yderligere oplysninger om volden, og hvad der udløste overfaldet på den 44-årige.

Marianne Roed henviser til, at politet vil kræve lukkede døre ved grundlovsforhøret.

/ritzau/