Politiet: Vær på vagt over for mystiske hestefotografer

Nordjyske hesteejere opfordres i denne tid til at være ekstra opmærksomme, hvis de har heste gående udendørs. Tre gange i løbet af det seneste døgn har en gruppe mænd været ude og fotografere heste i regionen. Politiet frygter, det er hestetyve.

Det skriver Nordjyske.dk.

Onsdag middag kontaktede en gårdejer i Bindslev politiet. Han havde netop have bortvist en gruppe mænd fra sin jord. Mændene, som formentlig er udenlandske, gik og tog billeder af gårdejerens heste.

De kørte i en tysk indregistreret sort VW Touran varebil med nummerpladen WI-09 230.

LÆS OGSÅ: Politiet har fundet hesteknalderen fra Varde

Kort efter modtog politiet endnu en anmeldelse fra Europavej ved Bindslev. Her havde en kvinde taget kontakt til to polske mænd, der tog billeder og spurgte interesseret ind til hendes heste. Mændene kørte fra stedet i en sort BMW.

Onsdag nat var den gal igen. Denne gang på hjørnet af Ulstedvej og Rørholtvej i Hals.

En hesteejer havde observeret blitzlys på den mark, hvor han har heste gående. Han observerede den sorte VW Touran, der tidligere var blevet set på Skagensvej, og en sort Suzuki firhjulstrækker med grå hjulkasse bag på.

Hesteejeren kørte efter bilerne, men han mistede kontakten på E45 ved Flauenskjold på grund af høj hastighed.

SE OGSÅ: Her flygter 20 politiheste i panik

- Vi har ikke nogle oplysninger om, hvorvidt der er tale om dyre rideheste, og vi ved ikke, om de tager billeder, fordi de vil videresælge eller slagte hestene, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Bent Højgaard til nordjyske.dk.

Politiet opfordrer til ekstra opmærksomhed i lyset af, at der for nogle uger siden var et forsøg på hestetyveri ved Svenstrup. Her opdagede en ung kvinde, at nogle mænd forsøgte at læsse hendes heste.

Dagens Gossip