Politiet: Vi tjener det ukrainske folk

Skrevet af admin

22/02/2014

Dagens topnyheder

Politiet i Ukraine, som i denne uge har været gennem blodige sammenstød med demonstranter, opfordrer i en erklæring til "hurtige forandringer", der kan forene folket.

Samtidig oplyser BBC, at politifolk er ved at trække sig væk fra Kijevs gader.

Det sker, efter præsident Viktor Janukovitj og oppositionen fredag blev enige om en aftale, der beskærer præsidentens magt, sikrer en national samlingsregering og nyvalg til præsidentposten i år.

Lørdag var Janukovitj forsvundet fra Kijev. Demonstranter trængte ind i både hans residens og dennes officielle præsidentbygning. Der var ingen vagter at se.

I en erklæring på politiets hjemmeside hedder det, at politistyrken"udelukkende" skal tjene det ukrainske folk og "deler fuldt ud dets stærke ønske om hurtige forandringer".

Politiet opfordrer borgerne til at forene sig i "skabelsen af et helt igennem uafhængigt, demokratisk og retfærdigt europæisk land".

Op mod 80 mennesker er dræbt siden tirsdag under sammenstød mellem politiet og demonstranter. En del af dem er politifolk.

/ritzau/Reuters