Politiet vil fængsle mænd fra enorm fyrværkerifabrik

Skrevet af admin

18/12/2015

Dagens topnyheder

Tre mænds produktion af ulovligt fyrværkeri i Tureby syd for Herfølge har været så omfattende, at der er grund til at varetægtsfængsle dem.

Politiet mener at have forhindret, at op mod 200.000 stykker ulovligt fyrværkeri kommer i omløb op til nytår.

Fredag blev mændene fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor en dommer varetægtsfængslede dem alle i 24 dage frem til 11. januar.

De tre mænd er brødre og bosat på Sjælland. De er sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og straffelovens paragraf 252 om at udsætte andres liv for fare.

Den yngste på 22 år har ifølge DR erkendt at have transporteret ulovligt fyrværkeri, men benægter at have fremstillet det.

De to ældste på 28 og 29 år har nægtet sig skyldige.

Grundlovsforhøret i Københavns Dommervagt foregik for lukkede døre, hvorfor det er sparsomt med oplysninger om mændenes forklaringer.

Vicepolitiinspektør Claus Birkelyng fra Københavns Politi siger til Ritzau, at det er en meget stor fyrværkerifabrik, som politiet fik kendskab til torsdag eftermiddag og valgte at ransage med det samme.

- Det er et meget omfattende produktionssted, vi har fundet. Vi er ikke færdige med at gennemgå stedet, men vi har fundet rigtig mange færdigproducerede, store kanonslag, mange der er halvfærdige og en masse udstyr og kemikalier til at fremstille flere, siger Claus Birkelyng.

- Mit bedste bud er, at vi har taget op mod 200.000 kanonslag ud af drift dette nytår, siger vicepolitiinspektøren.

Politiets efterforskning koncentrerer sig nu om at finde eventuelle aftagere til det ulovlige fyrværkeri fra Tureby.

- Vi kan ikke udelukke, at der er solgt noget. Hvis nogen har kendskab til fyrværkeri fra stedet, synes jeg, de skal kontakte politiet, siger Claus Birkelyng.

Efterforskningen, der bragte politiet på sporet af den opsigtsvækkende fyrværkeriproduktion, har stået på siden november.

Tidligere på ugen ransagede politiet en ejendom i Krogbølle ved Otterup på Fyn. Det var her, politiet fandt spor, der pegede i retning af Sjælland.

Ud over fabrikken i Tureby fik politiet torsdag også nys om en container i Glostrup, som betjente straks slog til imod. Politiet mener, at noget af fyrværkeriet fra Tureby har været opbevaret i containeren med henblik på videresalg.

/ritzau/