Politiet viser ansigt på drabsmistænkt

Københavns Politi har onsdag sat navn på den person, som de mistænker for at stå bag søndagens brutale drab på en 17-årig mand i Tingbjerg.

Den mistænkte er ifølge politiet identisk med Musa Ozcan Sevim.

Han er 20 år, mand, cirka 180 cm høj, almindelig af bygning, kort mørkt hår, muligvis med overskæg. Efter politiets oplysninger er han medlem af Tingbjerg-grupperingen i det verserende bandeopgør.

- Vi har en begrundet mistanke til en 20-årig mand, som vi mener er gerningsmanden til drabet søndag aften, siger politikommissær i afdelingen for organiseret kriminalitet Steffen Thaaning Steffensen i en pressemeddelelse.

- Vi har siden natten til mandag kørt en målrettet efterforskning mod den pågældende person. Vi leder efter ham på alle relevante steder, tilføjer han.

Politiet appellerede tirsdag til den mistænkte om at henvende sig. Især af hensyn til hans egen sikkerhed, da politiet er bekendt med, at bandemedlemmer fra Tingbjerg og Loyal To Familia leder efter ham.

- Da vi ikke har hørt fra ham eller har været i stand til at finde ham på de steder, vi har ransaget, ser vi os nødsaget til at efterlyse den mistænkte på normal vis, siger Steffen Thaaning Steffensen, som betegner den mistænkte som farlig.

Ordensmagten venter desuden stadig på at høre fra de seks til otte personer, der var til stede i området tæt på gerningsstedet.

Her kan du se politiets billede af den mistænkte.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV