Politiets brug af peberspray skal undersøges

»Vi vil se på, om anvendelsen er i overensstemmelse med det, der var bestemmelsen fra start, hvor man sagde, at peber skulle bruges i stedet for andre magtmidler«, siger direktør Kirsten Dyrman fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

Undersøgelsen kommer efter en række sager, hvor politiet blandt andet har sprøjtet peber mod knallertkørere for at bringe dem til standsning.

Lektor Lars Holmberg fra Københavns Universitet har i en undersøgelse påvist, at indførelsen af peber i 2008 har mere end tredoblet politiets samlede brug af magtmidler – til gengæld har den ikke mindsket politiets brug af stav og skydevåben, hvilket blandt andet var hensigten.

»Der er en diskussion både i udlandet og i Danmark om, hvorvidt brugen af peberspray er så godt, som vi går og tror. Men det kan man først udtale sig rigtig grundigt om, når man har lavet en analyse af det«, siger Kirsten Dyrman til avisen.

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er der begrænset viden om, hvordan brugen har udviklet sig, og hvordan lovgivningen efterleves i praksis. Derfor vil man også her i løbet af efteråret se nærmere på brugen af peberspray.

Initiativet hilses velkommen af politiinspektør Michael Engell Olsen fra Rigspolitiet.

»Peberspray er et nyt magtmiddel, som vores politifolk synes godt om. Men vi har selvfølgelig en interesse i at få belyst anvendelsen, og det er egentlig rart, at der kommer nogle udefra og kigger på os«, siger han.

En sag fra Aarhus har medført kritik af en betjent, fordi knallertkøreren var i høj fart, da han blev ramt. En advokat har bedt Politiklagemyndigheden om at undersøge, om der er grundlag for at retsforfølge politiet for at have bragt knallertkørerens liv i fare.

Lars Holmbergs rapport viser, at dansk politi anvender peber i langt større omfang end kolleger i lande som Holland, Norge og Sverige.

Rigspolitiets egne tal viser, at peberspray i gennemsnit bliver anvendt cirka 1.400 gange om året.

Dagens Gossip