Politiets endelige afgørelse: Nu skal Fido aflives

Skrevet af Michael Lauritsen

12/03/2013

Dagens topnyheder

Snart har hunden Fido bjæffet for sidste gang. Rigspolitiet har i dag afgjort, at hunden skal aflives.

Hundens ejer, Louise Bluhme Sørensen fra Sdr. Hygum, havde anket Syd- og Sønderjyllands afgørelse. Men Rigspolitiet er nået frem til samme konklusion som kollegerne.

- Rigspolitiet kræver et objektivt bevis for, at hunden ikke er af ulovligt ophav. Og hvordan løfter man så den bevisbyrde? Det kan man for eksempel gøre med en DNA-test. Men det betinger jo, at man kender hundens forældre, og det gør vi ikke i dette tilfælde, siger Poul Karstensen fra advokatfirmaet Hjerrild & Bisgaard til Dagens.dk.

Poul Karstensen fører sagen for Louise Bluhme Sørensen og har forhørt sig om mulighederne for at få sagen for en domstol.

- Jeg har spurgt politiet, om det ville udsætte aflivningen, til sagen var endeligt afgjort. Og jeg fik det svar, at det ville det ikke. Det betyder jo så, at vi er afskåret fra muligheden for at indsamle flere beviser, siger Poul Karstensen.

Han karakteriserer sagen som barsk.

- Det tror jeg ikke, lovgiverne havde ønsket, da de lavede loven. I andre sager kræver man jo aldrig objektivt bevis. Tag for eksempel voldssager. Her kan en person dømmes eller frifindes alene på vidners forklaringer.

Fido-sagen begyndte, da Fido løb væk fra sin ejer og blev optaget af politiet som herreløs. 

Da Louise Bluhme Sørensen kom i kontakt med politiet, oplyste hun selv, at Fido er en krydsning af Amerikansk Staffordshire Terrier (Amstaff) og Alaskan Malemute.

Det fremgår af en telefonsamtale, politiet tidligere har offentliggjort.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu

En krydsning med Amstaff er ulovlig ifølge Hundeloven. Dermed bad politiet hende om at dokumentere, at hunden ikke er en sådan krydsning.

To dommere i Dansk Kennel Klub har siden på baggrund af fotos og et besøg hos hunden udtalt, at de ikke kan se tegn på, at hunden er en Amstaff-blanding.

Men det er, ifølge politiet, ikke en brugbar redegørelse for Fidos afstaming.

Ejeren får nu lejlighed til at tage afsked med hunden, hvorefter aflivningen fil finde sted.

OPDATERET 16:30