Politiets gode nyhed i Ferguson-kaos: Vi har ikke skudt

Skrevet af admin

25/11/2014

Mest læste i dag

Nattens uroligheder i St. Louis-forstaden Ferguson overgår alt, hvad politichef Jon Belmar tidligere har set, også de hede nætter i august, da en betjent skød og dræbte en ung sort teenager.

- Det jeg har set i aften, er formentlig værre end den værste nat i august. Det er forfærdeligt, siger Jon Belmar fra St. Louis-politiet.

Mens gaderne står i brand, og butikker plyndres, mener politichefen alligevel, at han har en god nyhed efter en lang opremsning af voldelige episoder.

- Den gode nyhed er, at vi ikke har affyret et eneste skud. Nogle betjente er ramt af glas.

- Vi har ikke forårsaget alvorlige skader på nogen. Jeg er lettet over, at vi ikke har mistet liv, siger Belmar.

29 personer er ifølge myndighederne anholdt i løbet af natten, og det fremgår af amerikanske tv-stationers reportager fra gaderne, at situationen fortsat er spændt midt på natten lokal tid.

En episode, hvor en betjent tidligere på natten blev meldt skudt og såret i armen, var ikke relateret til urolighederne i Ferguson, bekræfter Belmar.

Uroen brød ud i St. Louis-forstaden, da en jury natten til tirsdag dansk tid besluttede, at der ikke skal rejses tiltale mod betjenten Darren Wilson, som i august skød og dræbte Michael Brown.

Myndighederne har endnu ikke overblik over situationen i bydelen, hvor mange bygninger fortsat brænder.

- Det er for tidligt at sige, hvad der sker lige i øjeblikket. Der er mindst 12 bygninger, som er sat i brand, siger Belmar.

CNN hævder, at antallet af nedbrændte bygninger er langt højere.

I flere store amerikanske byer, deriblandt Los Angeles, New York, Washington DC og Chicago, er protestoptog med relation til uroen i St. Louis-forstaden samlet. Blandt andet er en motorvej i millionbyen Los Angeles på vestkysten blokeret af demonstranter.

/ritzau/