Politiets nyeste forklaring i Tibet-fadæse: Vi ville beskytte Tibet-aktivister mod kinesere

Skrevet af admin

29/09/2015

Dagens topnyheder

Politiet er kommet med en ny forklaring på, hvorfor flere borgere blev forhindret i at vise det tibetanske flag for den kinesiske præsident.

Faktisk var det for at beskytte aktivisterne, at betjente greb ind over for personer med flag, forklarer politiinspektør Mogens Lauridsen tirsdag i Jyllands-Posten.

Med indgrebet undgik man en konfrontation mellem de bevæbnede kinesiske vagter og Tibet-sympatisører, lyder det.

Forklaringen er helt ny i den efterhånden tre år gamle sag. Og den fremkommer samtidig med, at politidirektør Thorkild Fogde har besluttet at bede Den Uafhængige Politiklagemyndighed om at hitte rede i forløbet.

Politiets indgreb i juni 2012 under Hu Jintaos besøg i København har fået fornyet opmærksomhed de seneste dage.

Det skyldes, at Østre Landsret i sidste uge slog fast, at betjente flere forskellige steder udfoldede bestræbelser på at hindre borgere i at vise det tibetanske flag for præsidenten.

Om det var en krænkelse af ytringsfriheden eller forsamlingsfriheden, kunne landsretten dog af juridisk-tekniske årsager ikke tage stilling til.

Tidligere har politiets ledelse påstået, at der ikke var tale om en ordre.

Tirsdag forklarer politiinspektør Mogens Lauridsen så til Jyllands-Posten, at politiets hensigt var at beskytte Tibet-sympatisørerne:

- Sikkerhedsfolkene har selvfølgelig enormt fokus på, at der ikke må ske deres VIP noget. Så for at undgå en situation, der kan misforstås af de her sikkerhedsfolk og for at undgå en eskalering, prøver vi at afmontere situationen ved at fjerne ting og mennesker, der kunne virke truende over for kortegen eller placerer dem et andet sted.

En forsker i kinesisk sikkerhedspolitik, Andreas Bøje Forsby, siger til Jyllands-Posten, at der aldrig før er set tilfælde, hvor kinesiske sikkerhedsfolk har gjort lokalbefolkningen fortræd under et statsbesøg i udlandet.

I Støttekomiteen for Tibet er man overrasket over den nye forklaring fra politiet.

/ritzau/