Politiets opsang til danskerne: Mange bilister har ikke styr på denne simple regel

Skrevet af Kristine Bugbee

23/05/2016

Mest læste i dag

- Vi ser det, når vi kører udrykningskørsel, vi ser det, når vi kører almindelig patruljekørsel, og vi ser det, når vi kører i vores private biler: Der er en del bilister ude på vejene, der ikke har styr på, hvilken bane de skal lægge sig i, når de kører på en vej med flere spor.

Sådan begynder Nordsjællands Politi et populært opslag på Facebook, som på få timer er blevet delt og kommenteret flere hundrede gange.

Ifølge politiet har mange svært ved at overholde nogle helt basale regler på vejene, og derfor er der brug for at genopfriske folks hukommelse:

- Fordi vi ser det relativt tit, tænker vi, at det er en god ide med en påmindelse: Hold til højre, når du er ude at køre. Ifølge færdselsloven skal du holde så langt til højre til højre som muligt, når du kører på en flersporet vej. Det gælder også, selvom der kun er let trafik, og det gælder også, selvom du bedst kan lide at ligge i midterbanen.

- Du skal holde dig i højre vejbane, når det er muligt. Er du ved at overhale, eller skal du lukke nogen ind ved en tilkørsel, er det selvfølgelig i orden at trække ind i en af de andre baner, men derefter skal du holde til højre igen.

Nordsjællands Politi fortæller også, hvordan du bør agere, hvis du havner bag en bilist, som ikke holder til højre - det hjælper ikke på situationen at blive arrig, understreges det:

- Hvis du ligger bag en bil, der ikke holder til højre på en flersporet vej, skal du dog ikke begynde at dytte, blinke med lyset eller lignende. Du må i stedet væbne dig med tålmodighed og håbe på, at bilisten en dag bliver klogere.

Læs hele opslaget herunder.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: