Politiets teori: Derfor døde Per og Kim i en campingvogn

Skrevet af Kristine Bugbee

05/05/2015
Colourbox

Mest læste i dag

To unge mænd blev i går, mandag, fundet døde i en campingvogn nær Brande.

Nu viser politiets tekniske undersøgelser, at et brud på en slange til en gasvarmeradiator formentlig var grunden til, at de to venner på 24 år omkom i deres søvn.

- Der er fundet brud på en aftræksslange fra en gasvarmeradiator. Det er nu politiets teori, at dette brud har medført udledning af kulilte i en sådan mængde, at det er dødeligt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Læs også: Tragisk ulykke: To unge mænd er fundet døde i en campingvogn

- Der skal ske obduktion af de døde i ulykken. Resultatet af obduktionen vil blive sammenholdt med de tekniske undersøgelser. Midt- og Vestjyllands Politi forventer, at en dødsårsag derefter vil kunne påvises og at svaret på disse undersøgelser vil komme inden for en måned, står der videre i pressemeddelelsen.

De to unge mænd havde overnattet i campingvognen efter at have deltaget i et traktorstævne. Pårørende undrede sig over, at de ikke kunne komme i kontakt med dem og valgte derfor at tage hen til campingvognen ved middagstid mandag, hvor de to mænd blev fundet livløse.

De to dræbte er Kim Møller Obenhausen Sørensen på 24 år, som kommer fra Karstoft ved Kibæk samt Per Christian Agerbo, som ligeledes er 24 år og kommer fra Sædding ved Skjern.

Familierne er underrettet.

Følg Dagens Advarsler for flere lignende artikler: