Politiets teori: Drabssigtede 'Blade Runner' var høj på doping

Det sydafrikanske politi arbejder nu med en teori om, at Oscar Pistorius skød og dræbte sin kæreste i et raserianfald udløst af præstationsfremmende stoffer.

Det skriver den engelske tabloid-avis The Sun.

Avisen mener at vide, at politiet har fundet steroider i 'Blade Runners' hjem. Det er kendt, at en ubehagelig sidegevinst ved steroider kan være raseriudbrud. Derfor undersøger myndighederne nu, om der er en sammenhæng mellem drabet og et massivt dopingmisbrug.

- Det er derfor besluttet, at han skal dopingtestes, siger en kilde tæt på efterforskningen til The Sun.

Reeva Steenkamp blev skudt natten til Valentinsdag. Våbnet var en 9mm pistol, som blev affyret gennem en låst badeværelsesdør. Hun blev ramt fire gange.

The Sun skriver, at politiet nu mener, at hun første gang blev skudt mod og ramt i parrets soveværelse. Herefter skulle hun have flygtet ud på badeværelset.

De sidste tre skud bragede gennem døren og ramte hende forskellige steder på kroppen.

En ekspert udtaler, at skudsår på hendes finger og arm indikerer, at hun har forsøgt at beskytte hovedet.

Derudover forlyder det, at et blodigt cricketbat blev fundet i huset i Pretoria. En test skal fastslå, om hun også er blevet slået med battet, eller om hun har brugt det til at forsvare sig selv.

Oscar Pistorius' sag bliver i morgen genoptaget i retten i Pretoria. Her vil forsvareren i sagen formentlig argumentere for, at OL-helten skal løslades mod kaution.

Dagens Gossip