Politifejl: Hængte forkert bilist ud

Ved en fejl fik vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi byttet om på bilerne, da han over for pressen skulle berette om en trafikulykke ved Ugerløse søndag.

Ved ulykken stødte en varebil og en personbil sammen. Det skete, fordi føreren af personbilen mistede herredømmet over bilen, og endte i den modsatte side af kørebanen.

Ifølge vagtchefens gengivelse af ulykken over for pressen i første omgang var det føreren af varebilen, som endte i en gale færdselsretning, og den fejl beklager Midt- og Vestsjællands Politi nu.

Ifølge politiets kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard har den forkerte gengivelse af uheldet ført til gener for familien til den 61-årige fører af varebilen.

Der har blandt andet været tale om bebrejdende kommentarer i omgangskredsen og på de sociale medier.

Den 61-årige fører af varebilen var den, som kom alvorligst til skade ved ulykken. Han fik kraniebrud og læsioner i ansigtet, men blev efter indlæggelsen meldt uden for livsfare.

I varebilen var yderligere to passagerer. En 24-årig kvinde blev indlagt til observation, mens en 31-årig mand blev udskrevet efter at være blevet undersøgt på Holbæk Sygehus.

Føreren af personbilen var en 54-årig mand fra Holmegaard. Han blev efter ulykken indlagt til observation natten over.

Øjenvidner har over politiet fortalt, at personbilen kom i slinger, da det ene hjulpar kom ud i rabatten. Det fik føreren til at miste herredømmet over bilen, som endte i den modsatrettede vognbane.

/ritzau/

 

Dagens Gossip