Politifolk hilser chefs exit velkommen

Med en topchefs fratræden er der udsigt til et bedre samarbejdsklima internt i Politiets Efterretningstjenesten - men processen er ikke slut.

Sådan lyder vurderingen fra Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

- Det er fint, at man nu begynder at bearbejde det meget, meget dårlige samarbejdsklima, der har været mellem ledelse og personale i PET, siger formanden i telefonen fra New York, hvor han er på ferie.

Han siger, at han ser med tilfredshed på mandagens beslutning om, at administrationschef Mette Lyster Knudsen nu forlader PET.

Officielt lyder det fra PET, at hun søger nye udfordringer inden for Justitsministeriets område.

I den seneste tid har der været en proces, hvor såvel rigspolitichefen som Justitsministeriet har forsøgt at rette op på situationen.

De ansatte har i konsekvens af det dårlige arbejdsklima besluttet at udtræde af samarbejdsudvalget. I to måneder har medarbejderne ikke deltaget i samarbejdet.

Spørgsmålet er nu, om Mette Lyster Knudsens afgang vil få medarbejderne til at indtræde i udvalget igen.

- Om det er nok, er jeg ikke i stand til at vurdere, siger Claus Oxfeldt.

- Jeg ved, at der bliver arbejdet på højtryk det ene sted og det andet sted for at få løst den gordiske knude, der er opstået.

- Ingen af os kan leve med, at vi har en efterretningstjeneste, der ikke fungerer. Jeg håber, at man i løbet af et par dage finder en løsning, der er tilfredsstillende for personalet, siger forbundsformanden til Ritzau.

Mette Lyster Knudsen kom til PET fra en stilling som vicepolitidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og inden da var hun blandt andet kontorchef i Justitsministeriet.

Hun har blandt andet haft ansvaret for PET's budget.

/ritzau/

Dagens Gossip