Politifolk ønsker patruljebiler op i gear efter terror

Skrevet af admin

17/02/2015

Dagens topnyheder

Efter weekendens angreb i København står det klart, at skal der sættes bedre ind over for terror i fremtiden, så skal indsatsen i forhold til politiets patruljebiler styrkes.

Det mener formanden for Københavns Politiforening, Michael Bergmann Møller, efter at regeringen har bebudet nye tiltag, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) og andre relevante myndigheder kan gøre brug af i bekæmpelsen af terror.

Ifølge DR's oplysninger har PET allerede afleveret en ønskeliste, og hos Københavns Politiforening er den stadig på tegnebrættet. Men ét ønske står dog klart.

- Der er i min verden ikke nogen tvivl om, at der, hvor man skal styrke indsatsen, er i forhold til patruljebilerne, siger Michael Bergmann Møller.

Helt præcist gælder ønsket om bedre uddannelse af personalet i bilerne samt indkøb af det rigtige sikkerhedsudstyr.

- Det er dem, der kommer først frem på gerningsstederne. Vi er simpelthen nødt til at sikre, at de er i stand til at løse de opgaver, der kommer, forklarer politiformanden.

Ifølge Michael Bergmann Møller er der kommet et ekstra behov for at skride til handling med en styrkelse af patruljebilerne på baggrund af terrorangrebene i weekenden, der kostede to livet og sårede fem betjente.

- Vi har specialuddannede afdelinger i lange baner, men man har på en eller anden måde overset de patruljebiler, der kører rundt i beredskabet. De skal simpelthen op i gear, siger han.

I forhold til den ønskeliste, som PET skal have afleveret, har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag afvist at "gå nærmere ind i det på nuværende tidspunkt".

Hun ønsker, at myndighederne nu får arbejdsro og opfordrer generelt til at "slå koldt vand i blodet". Et flertal i Folketinget har krævet en redegørelse af forløbet, hvilket Socialdemokraterne også bakker op om.

Formand for Retsudvalget Karina Lorentzen (SF) venter spændt på redegørelsen og "er klar til at se på det, hvis der er behov for penge" til politiet.

- Det er nyt for mig, at der også er et behov i forhold til patruljebilerne. Men det er vigtigt, at man er betjent med ordentligt udstyr, når man sendes ned til ting, der er så farlige, som angrebene fra weekenden.

- Hvis der er et konkret problem med patruljebilerne, så må vi også se på det, siger Karina Lorentzen.

/ritzau/