Politiforbundet deltager ikke i ja-kampagne om retsforbehold

"Styrk det danske politi - stem ja den 3. december." Sådan lyder et af regeringens argumenter, der skal overtale danskerne til at erstatte det danske retsforbehold med en tilvalgsordning ved den forestående folkeafstemning.

Og mens bestyrelsen i Politiforbundet, der repræsenterer de danske politifolk, har valgt at bakke op om et ja, så agter betjentenes forbund ikke ligefrem at deltage i en decideret kampagne for et ja.

Det understreger Claus Oxfeldt, Politiforbundets formand, over for Ritzau.

- Vi vil ikke deltage i en kampagne, hvor man i reklamer går ind for ja. Men hvis vi bliver spurgt, så er svaret, at vi anbefaler et ja. Ud fra et politifagligt synspunkt, mener vi, at det er vigtigt, at vi fortsat er medlem af Europol, siger Claus Oxfeldt og fortsætter:

- Vi ved jo godt, at der er mange forskellige holdninger til EU, også i politiet. Så derfor skal vi ikke ud og være markante på det her. Og derfor har vi kun en holdning til spørgsmålet om Europol og ikke til alt det andet.

Claus Oxfeldt tror, at det vil være muligt at få forhandlet en parallelaftale hjem, hvis det skulle blive et nej ved afstemningen.

- Men vi mener, at en parallelaftale ikke er god nok i forhold til bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, siger han.

- Hvis man stemmer nej den 3. december betyder det, at vi ikke længere er med i Europol, og det er det, vi har en holdning til. Og som vi mener er vigtigt.

/ritzau/

Dagens Gossip