Politiforbundet efter ny PET-ballade: Det er tragisk

Skrevet af admin

06/02/2014

Mest læste i dag

Når stemningen er så giftig, som den har været i PET, er det naturligt, at det får konsekvenser for ledelsen.

Det fastslår Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, torsdag, efter at yderligere to topchefer i PET har måttet forlade deres poster i efterretningstjenesten.

- Jeg forstår godt, at det får konsekvenser for direktionen. Det skal det have. Men det er dybt tragisk, at man er nået hertil, siger Claus Oxfeldt til Ritzau.

Det er PET's operative chef, Magnus Andresen, og politiinspektør Jesper Grønbech, som begge stopper med øjeblikkelig virkning.

Det sker ifølge Ekstra Bladet som følge af deres roller i den kritisable ledelse af PET, som allerede har kostet PET-chef Jakob Scharf, administrationschef Mette Lyster Knudsen og stabschef Jacob Bentzen jobbet.

Nyheden om torsdagens afgange kommer dagen efter, at Ekstra Bladet kunne løfte sløret for en kritisk konsulentundersøgelse af forholdene i efterretningstjenesten. Rapporten afslører - til Claus Oxfeldts store ærgrelse - ledelsessvigt og samarbejdsproblemer.

- Jeg ville ønske, at Politiforbundet var blevet inddraget i problemerne i PET noget før. Det har stået på i flere år, men vi er først blevet gjort opmærksom på det tilbage i august sidste år, siger han og forklarer:

- Der har været tradition for, at ledelsesmæssige forhold, men bestemt også personalemæssige forhold hos PET, ikke er blevet drøftet med Politiforbundet. Groft sagt har man klaret tingene selv.

Formanden ser dog lyst på fremtiden, efter at tidligere chef for bagmandspolitiet Jens Madsen har sat sig i chefstolen. Og han varsler et tæt samarbejde mellem Politiforbundet og tillidsrepræsentanter i PET fremover.

- Det vil jeg lægge mig i selen for at sikre. Det nytter simpelthen ikke, at man når så langt ud, som det er tilfældet her, siger han.

/ritzau/