Politiforbundet er tilfreds med ny politiaftale

Skrevet af admin

17/11/2015

Dagens topnyheder

Politiets faglighed bliver ikke ringere, selvom grunduddannelsens længde skæres ned til to fra tre år i den nye politiaftale, som blev vedtaget mellem regeringen, socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative tirsdag eftermiddag.

Det mener Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt.

- Ændringerne af uddannelsesstrukturen løfter det samlede kompetenceniveau og skaber bedre mulighed for faglig specialisering efter videreuddannelse.

- Det er vigtigt at sige, at selvom man går fra tre til to år, så er der massivt fokus på hele videreuddannelsesområdet, siger Claus Oxfeldt til Ritzau.

Generelt er Politiforbundets formand tilfreds med den fireårige aftale på politiområdet.

- Det er positivt, at man fra politisk side tager politiets svære situation alvorligt og handler derefter. Den nye aftale adresserer alle de udfordringer, vi har, og som vi som samfund står over for.

Aftalen betyder, at politiet får tilført 480 millioner kroner ekstra om året. Det svarer til omkring to milliarder kroner fordelt over aftaleperioden, som løber frem til 2019.

Samtidig bliver optaget på politiskolen øget, så politistyrken i første omgang vil vokse med 300 mand. Derefter skal parterne i 2017 aftale, om optaget skal øges, så der kan komme flere betjente.

Også hos Rigspolitiet mener man, at aftalen skaber rammerne for et stærkere politi.

- Aftalen giver os mulighed for at styrke den højt prioriterede indsats mod terror i både det åbne politi og PET, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

- Samtidig kan vi videreføre og videreudvikle indsatserne mod indbrudskriminalitet, rocker- og bandemiljøet, bekæmpelsen af organiseret og grænseoverskridende kriminalitet samt den tryghedsskabende indsats i særligt udsatte boligområder, lyder det.

Ud over de 300 ekstra betjente er aftaleparterne enige om at frigøre 700 betjente ved at lade andre personalegrupper overtage opgaver, som ikke nødvendigvis kræver en uddannet politimand.

Det er Claus Oxfeldt grundlæggende tilfreds med, såfremt at opgaverne, der inkluderer paskontrol og trafikkontrol, fortsat vil varetages af personer fra politiet.

- Jeg er ikke vild med, at det eventuelt kan blive private aktører.

- Det er vigtigt, at det er personer ansat i politiet. Vi har været positive i debatten, men det er vigtigt, at pengene ikke forsvinder ud af dansk politi, men det vil alt andet end lige kunne frigøre nogle hænder.

/ritzau/