Politiforening: Millionregning for at beskytte Yahya

Selv om ytringsfrihed ikke kan gøres op i penge, vil det koste Fyns Politi mindst en million kroner at sikre digteren Yahya Hassan, når han tirsdag aften går på scenen på H.C. Andersen Skolen i Vollsmose.

Det mener Fyns Politiforening ifølge fagbladet Dansk Politi.

Udgifterne skal dække bevogtning af skolen, som har fundet sted siden søndag, lønkroner til en række politifolk, som er blevet kaldt på arbejde med kort varsel, forplejning, kompensationer for overarbejde med videre.

- En million er lavt sat. Da vi havde urolighederne oven på eidfesten sidste år, hvor skadestuen blev angrebet kostede det to millioner, siger Kurt Nielsen, næstformand i Fyns Politiforening, til Dansk Politi.

Ud over de kroner som går fra det fynske budget, skal man oveni regne udgifter til PET, militærets bomberyddere og politifolk fra to andre kredse, som er kaldt til for at hjælpe.

Fyns Politidirektør, Poul Løhde, vil ikke forholde sig til opgørelsen.

- Vi gør det ikke op i penge, siger han til Ritzau.

- Vi bruger de ressourcer, som vi skønner er nødvendige, men heller ikke mere, fortsætter han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV