Politijagt i Aarhus: Fire mænd ville røve eksklusiv guldsmed

Skrevet af admin

10/04/2015

Dagens topnyheder

Østjyllands Politi leder efter fire yngre mænd, der fredag sidst på eftermiddagen forsøgte røveri mod en eksklusiv guldsmedeforretning på Strøget i Aarhus.

Der er formentlig tale om mænd fra Østeuropa, måske fra et af de baltiske lande, siger vagtchef Per Bennekov, Østjyllands Politi.

Den antagelse baseres på vidneforklaringer om, at mændene talte et østeuropæisk sprog indbyrdes.

Det lykkedes ikke mændene at gennemføre røveriet, fordi forretningen har beskyttet sig med en sluse.

De forsøgte at knuse glasset i slusen med en økse, men måtte opgive, så røveriet blev ved forsøget.

Røveriforsøget skete kort efter klokken 17.30, og da de gav op, forsvandt mændene fra forretningen til fods.

Politiet mener, at de fire mænd måske stadig opholder sig i det centrale Aarhus, fordi noget af deres maskering er blevet fundet her.

Det er sparsomt med oplysninger om de fire mænds signalement. De foreløbig eneste oplysninger går på, at to af mændene havde mørke jakker på og cowboybukser, mens en var iført et par hvide knickers.

Politiet bad fredag aften offentligheden om hjælp til at finde de fire mænd, og det har givet flere henvendelser fra borgerne og flere spor at gå efter, oplyser Per Bennekov.

Blandt andet har politiet takket være tip fundet to økser, som blev brugt ved røveriforsøget. Den ene er fundet på mændenes flugtvej, mens den anden blev fundet i Aarhus Å.

Folk, der har oplysninger om de fire mænd, kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 112 eller 114, siger Per Bennekov.

/ritzau/