»Politik er blevet en elitesport«

Den udvikling skal bremses, mener to politikere fra hver sin ende af det politiske spektrum, der nu danner en såkaldt kaffeklub for folketingsmedlemmer uden akademiske grader. Målet er blandt andet at vise, at der er brug for politikere, der ikke har læst statskundskab eller økonomi på universitetet, fortæller Liselott Blixt (DF) og Özlem Cekic (SF).

»Folketinget skal afspejle befolkningen, så vi vil gerne have flere ikke-akademikere til at interessere sig for politik. Jeg foretrækker en ildsjæl, der brænder for en sag, frem for en levebrødspolitiker, der går på universitetet for at komme i Folketinget,« siger Liselott Blixt, der er uddannet buntmager og sosu-assistent.

»Politik er blevet en elitesport, som appellerer til en bestemt type mennesker, der er mere optagede af processen end af resultaterne. Det har skabt en stor afstand mellem Christiansborg og befolkningen,« lyder det fra sygeplejersken Özlem Cekic.

De to politikere er personlige venner og har ved flere lejligheder oplevet, at de rent politisk har mere til fælles med hinanden end med akademikere fra deres respektive partier.

»Der var for eksempel en debat i folketingssalen om mere hjælp til selvmordstruede, hvor Liselott og jeg argumenterede på præcis samme måde. Vi kender begge folk, der har været truet af selvmord, så vi talte ud fra personlige oplevelser,« siger Özlem Cekic.

»Som ikke-akademikere er det en stor fordel, at vi er ikke er fedtet ind i den djøficering, der betyder, at politikere taler om problemer ud fra tal, statistikker og prognoser. Vi er mere optagede af, hvad politikken betyder for borgerne,« understreger hun.

Den nye kaffeklub, som endnu ikke har fået et navn, mødes første gang tirsdag. Den er som udgangspunkt åben for alle folketingsmedlemmer, der ikke har gået på universitetet, og foreløbig består den foruden stifterne af havnearbejderen Leif Lahn Jensen (S), Pia Adelsteen (DF), der er selvstændig erhvervsdrivende, projektleder Fatma Øktem (V), politiassistent Tom Behnke (K), tømrer Lennart Damsbo-Andersen (S) og ambulancebehandler Finn Thranum (V).

Ud over at sætte fokus på ikke-akademikernes kvaliteter vil Özlem Cekic og Liselott Blixt bruge klubben til at styrke selvtilliden blandt politikere med en anden udannelsesmæssig baggrund end flertallet.

»Som ikke-akademisk folketingsmedlem taler man et helt andet sprog end de fleste på Christiansborg, og mange af os har følt, at vi skal knokle mere for at bevise, at vi er gode nok. I kaffeklubben kan vi få vendt nogle ting med folk, der har de samme udfordringer,« forklarer Liselott Blixt.

Seks ud af ti folketingsmedlemmer har i dag en længere videregående uddannelse, mens kun ti procent af vælgerne har læst på universitetet.

Dagens Gossip