Politiker svinet til: - Skrid hjem til Tyrkiet!

Skrevet af Lotte Sørensen

17/11/2013

Dagens topnyheder

Emrah Tuncer er Radikales spidskandidat til kommunalvalget i Holbæk. Han deltog i dag i et vælgerarrangement på byens torv. Her kritiserede han nogle medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, der havde t-shirts med teksten "skik følge eller land fly" på.

Og kritikken gik en menig DF'er fra Lejre Kommune på. Han kom op at diskutere med Emrah Tuncer efter hans tale.

Læs også: Gratis juleøl for Venstre-kryds er ulovligt

- Pludselig spørger han, hvor jeg kommer fra. Jeg siger Tyrkiet, og så siger han, at der må da være plads til mig dernede, så jeg kan bare skride hjem. For bøsser, lesbiske og tyrkere er der ikke plads til i det her samfund, siger Emrah Tuncer til sn.dk.

- Jeg har taget en uddannelse, jeg har et job, og jeg føler mig dansk. Så det irriterer mig, at jeg efter 32 år i Danmark skal mødes af sådan nogle udtalelser, og det ødelagde da dagen, siger han.

Læs også: FAKTA: Sådan ville danskerne stemme til kommunalvalget

DF's spidskandidat, John Harpøth, er ked af episoden.

- Jeg tager stærkt afstand fra de udtalelser, og det er slet ikke nogle holdninger, vi deler i Dansk Folkeparti Holbæk. Jeg har også talt med manden fra Lejre, der med det samme fortrød udtalelserne, siger John Harpøth.

Emrah Tuncer understreger, at han har et godt forhold til Dansk Folkepartis lokalafdeling i kommunen, og at han ikke vil melde episoden til politiet.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med