Politikere afviser at boykotte VM trods Qatar-kritik

Skrevet af admin

17/11/2013

Mest læste i dag

Lange arbejdsdage i bagende sol uden drikkevand eller mad. Manglende kloakering, vand og elektricitet i arbejderlejrene. Ingen løn i månedsvis og et konfiskeret pas.

Det er ifølge en ny Amnesty-rapport hverdagen for mange af de tusindvis af migrantarbejdere i Qatar, som lige nu bygger stadioner, hoteller og lufthavne frem mod landets værtskab ved VM i forbold i 2022.

Men selv om danske politikere tager afstand fra de slavelignende arbejdsforhold, skal Danmark spille med om VM-trofæet, hvis landsholdet kvalificerer sig til den tid.

- Jeg synes ikke, at man skal boykotte VM, siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

- De danske spillere gør jo det, de skal, på fuldstændig samme måde, som da vi sendte OL-atleter til kommunist-Kina i 2008. Der syntes vi ikke om, at sportsfolkene skulle blandes ind i de politiske diskussioner, tilføjer han.

Ifølge ham var det dog en stor fejl overhovedet at placere fodboldmesterskabet i Qatar.

- Det var en kæmpe stor fadæse, og det allerbedste, der kunne ske nu, var at Fifa meddelte, at det ikke bliver i Qatar, siger Søren Espersen.

Heller ikke på den anden side af det politiske spektrum er man klar til at holde landsholdet hjemme i Danmark, når slutrunden skal spilles.

- Jeg vil ikke gå ud at sige, at nu skal vi boykotte VM. Der er rigelig sammenblanding af politik og sport, og det vil jeg ikke vove mig ind i i denne forbindelse, siger Steen Gade, udenrigsordfører for SF.

- Men det er en anledning for verdenssamfundet til at få fortalt, at når man vil have verdens spotlys på sig, så må man også forstå, at der er nogle, som påpeger og kritiserer eksempelvis arbejdsforhold, uddyber han.

Rapporten fra Amnesty kortlægger på knap 200 sider, hvordan migrantarbejdere bliver udnyttet og sætter livet på spil på de farlige byggepladser i Qatar.

Organisationen håber, at den nye dokumentation og VM-værtskabet kan være med til at få det internationale samfund til at lægge pres på Qatar, så arbejdsforholdene kan bringes i orden.

/ritzau/