Politikere beklager Poul Erik Jensens exit fra Kolding Byråd

Journalisten og socialdemokraten Poul Erik Jensen genopstiller ikke til byrådet i Kolding. Han blev tvunget til at vælge mellem sit job som journalist i DR og posten som lokalpolitiker.

Gruppeformand for De Konservative, Knud Erik Langhoff, ærgrer sig:

- Det er beklageligt, at så stor en organisation som DR ikke kan stille medarbejdere til rådighed for demokratiet i Danmark. Det kommer fuldstændigt bag på mig, siger Knud Erik Langhoff til Dagens.dk.

Også borgmester, Jørn Pedersen (V) er rystet over, at miste Poul Erik Jensen i byrådet:

- Han var jo selvskrevet til endnu en periode i byrådet. Det er en yderst dygtig politiker vi mister i Kolding. Og det ærgrer mig da, at miste en god kollega, fortæller Jørn Pedersen til Dagens.dk.

Poul Erik Jensen er ansat som radiojournalist hos DR Syd i Aabenraa, hvor der 1. august tiltrådte en ny chef, som så anderledes på de etiske retningslinjer.

- Reglerne kan tolkes i vid udstrækning eller på en mere stringent måde. Min nye chef har altså tolket det sådan, at det ikke er foreneligt med, at jeg fortsætter i lokalpolitik, lyder det fra journalisten.

Poul Erik Jensen understreger, at han har været ansat i DR Syd, der ikke dækker Kolding Kommune, og at han har beskæftiget sig med andre stofområder end politik for at undgå interessekonflikter.

Dagens Gossip