Politikere er uenige om kriminalisering af børneporno

Skrevet af admin

10/03/2014

Mest læste i dag

Pornografiske billeder af børn er ulovlige, og det samme er seksuelle overgreb på børn.

Men en særlig type billeder, hvis formål er at tilfredsstille voksnes seksuelle fantasier, bliver hver dag købt, solgt og delt på internettet - uden at det kolliderer med dansk lovgivning.

Det ønsker Socialdemokraterne at gøre op med.

- Vi er åbne over for at se på, om der kan foretages stramninger af den nuværende paragraf i straffeloven, der ulovliggør den her slags billeder.

- Hvis der på nogen måde er mere, vi som lovgivere kan gøre for at straffe de mennesker, der tager billederne eller misbruger dem, så skal vi gøre det, siger retsordfører Trine Bramsen.

Problemet er kortlagt af Red Barnet i rapporten "Billeder i gråzonen", der baserer sig på en analyse af flere end 100.000 såkaldte poseringsbilleder, hvoraf mange er tydeligt erotiske.

Billederne viser ikke seksuelle overgreb eller børnenes kønsdele direkte, men ofte ser man barnet posere på en måde, der kan virke erotisk, eksempelvis letpåklædt, voksensminket og med trutmund.

- Det er jo et grænsefelt og en utrolig svær problemstilling. Det må jo ikke betyde, at man ikke kan tage billeder af sit barn om sommeren foran poolen, siger Trine Bramsen.

- Det, der skal ulovliggøres, er de billeder, der åbenlyst er taget med et pornografisk sigte, eller som anvendes i en sammenhæng som børneporno, siger hun.

Hos Venstre foretrækker retsordfører Karsten Lauritzen at bruge den nuværende lovgivning mere håndfast.

- Jeg synes selvfølgelig, det er nogle forfærdelige billeder. Det forarger mig dybt, at de florerer i så stort et omfang, siger Lauritzen.

- Men når det er sagt, er den mest effektive måde til at få dem til at forsvinde ikke at lovgive, for langt de fleste billeder, der i dag florerer, er allerede en overtrædelse af den gældende lovgivning.

- Derfor skal vi ikke bruge kræfterne på en lov, der vil træde i kraft om to eller tre år, men på i morgen at øge politiets muligheder for at efterforske sagerne, siger Karsten Lauritzen.

Han ser imidlertid ud til at stå alene i Folketinget.

Både SF og De Radikale er klar til at se på en stramning af lovgivningen, skriver Berlingske. Det samme er Dansk Folkeparti ifølge DR.

/ritzau/