Politikere: Folketinget er stress og mudderkast

Skrevet af admin

25/12/2014

Dagens topnyheder

Unødige angreb på modstandere og ministre, pressede kalendere og bunkevis af sagsmapper.

Det er ikke det mest tillokkende stillingsopslag, man kan formulere på baggrund af de beskrivelser af hverdagen på Christiansborg, som flere afgående folketingsmedlemmers giver til Politiken.

- Gradvist er det blevet tydeligt, at måden, vi arbejder på, er baseret på sensationer og konflikt – mere end resultater og samarbejde, siger SF's tidligere gruppeformand Pernille Vigsø Bagge til avisen anden juledag.

- Det er med til at underminere politikeres troværdighed i befolkningen, konstaterer hun.

Den 39-årige politiker er en af de 30 folkevalgte fra sidste valg, som ikke vil være at finde på stemmesedlerne til næste år.

En anden er den konservative retsordfører, Tom Behnke, som fortæller om et tidspres, der gør det umuligt at nå til bunds i lovgivningsarbejdet.

- Så må vi fæstne vores lid til, at embedsmændene har lavet et godt stykke arbejde. Men så flytter magten sig jo fra Folketinget og over i regeringskontorerne, påpeger den 48-årige, som har været folketingsmedlem i halvdelen af sit liv.

Venstres Eyvind Vesselbo oplever, at dagsordenen på Christiansborg i stigende grad går på at spænde ben for regeringen.

- Det er én stor tilsvining af ministeren – uden nogen konstruktiv løsning på problemerne. Det er, som om arbejdet i Folketinget ikke går ud på at lave lovgivning, som har betydning for folk ude i samfundet, siger han over tilføjer:

- Det er et reelt demokratisk problem.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S) giver kritikerne ret. Han oplever, at der er "for meget positionering, for meget drilleri og for lidt positivt lovgivningsarbejde".

- Jeg er ikke spor i tvivl om, at det indtryk også er udbredt i befolkningen, siger han til avisen.

/ritzau/