Politikere: Gør peberspray lovlig til selvforsvar

Skrevet af Kirstine Petersen

26/01/2016

Dagens topnyheder

En peberspray er i dag at betragte som et håndvåben; en spray fyldt med svidende og stærkt koncentreret chilipulver.

Men våbenloven bør ændres, således at det bliver lovligt at bruge sprayen i selvforsvar, mener blandt andre Dansk Folkeparti ifølge TV SYD:

- Vi har forsøgt at få legaliseret peberspray før, men nu mener vi, at tiden er inde. Det skal være muligt at forsvare sig, hvis man bliver overfaldet eller forsøgt voldtaget. En peberspray er et godt redskab til at afværge et angreb og slippe væk  - og tilkalde politiet, siger retsordfører i Dansk Folkeparti Peter Kofod Poulsen til TV SYD.

Meldingen har lydt fra partiet før, men bliver nu gentaget, efter at en 17-årig kvinde fra Sønderborg formentlig bliver sigtet for at være i besiddelse af en peberspray, som hun forsvarede sig selv med, da en mand overfaldt hende onsdag aften.

Han væltede hende omkuld og knappede hendes bukser op, og hun brugte altså den ulovlige spray mod manden, hvilket ikke burde være strafbart, står det til partiet.

Peberspray skal dermed være lovlig at bruge til selvforsvar, men ikke til angreb, understreger Peter Kofod Poulsen.

Er du enig i, at sprayen bør lovliggøres til selvforsvar?
 

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: