To politikere kæmper om magten i russisk fodbold

Skrevet af admin

28/07/2015

Dagens topnyheder

Sportsminister Vitalij Mutko og parlamentsmedlemmet Igor Lebedev kommer til at kæmpe om præsidentposten i det kriseramte russiske fodboldforbund.

Det meddeler forbundet tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Russisk fodbold er i krise efter fyringen af landstræner Fabio Capello tidligere på måneden og det tidligere farvel til forbundets præsident Nikolai Tolstykh i maj.

Præsidenten blev tvunget til at gå af flere årsager om manglende styring af forbundet, mens Capello røg ud efter en periode med dårlige resultater. Russerne er for tiden på tredjepladsen i sin EM-kvalifikationsgruppe og er i overhængende fare for at misse EM-billetten.

Den nye præsidents første opgave bliver således at finde en ny landstræner.

Sportsminister Vitalij Mutko er åbenlys favorit, efter at premierminister Dmitry Medvedev har udtalt, at Mutko godt kan bestride to poster på samme tid.

Sportsministeren har også allerede næsten udtalt sig som fodboldforbundets præsident ved et pressemøde i forbindelse med lørdagens VM-lodtrækning.

- Vi skal tilbage til en praksis, hvor vi møder de bedste hold i verden - Argentina, Brasilien og alle de andre. De hold vil give os værdifuld erfaring. Vi vil formentlig åbne de nye VM-arenaer med landsholdets testkampe, siger Vitalij Mutko.

Igor Lebedev har også meddelt, at han gerne trækker sig fra præsidentkampen mod, at han får stillet en bestyrelsespost i udsigt.

Foreløbig må russerne klare sig godt og vel en måned endnu uden en mand ved roret i fodboldforbundet. Præsidentvalget er nemlig først 2. september.

/ritzau/