Politikere: Klager fra borgere skal behandles hurtigere

Ankestyrelsen skal besvare klager fra borgere langt hurtigere, end tilfældet er i dag. Kravet kommer fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten i forlængelse af Rigsrevisionens kritik af de lange svartider fra styrelsen.

Typisk går der ni måneder, før der dumper et svar ind fra Ankestyrelsen, skriver Politiken.

- Det er under alt kritik, at borgerne skal vente så lang tid for at få en afgørelse, siger handicapordfører Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, er enig og betegner det som "helt uacceptabelt, at folk skal vente helt op til et år".

- Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort, siger han.

Thorkil Juul, styrelseschef i Ankestyrelsen, erkender, at det tager for lang tid at få klagerne igennem systemet.

Men det skyldes en reform af styrelsen sidste år, og i løbet af to år vil den gennemsnitlige sagsbehandlingstid være halveret, forklarer han over for Politiken.

Men det svar formilder ikke Karina Adsbøl fra Dansk Folkeparti.

- Det er ikke godt nok, at sagsbehandlingen først vil være nede på 4,5 måneder i 2016. Der skal ske handling nu, siger hun.

Enhedslisten mener, at problemet skyldes mangel på ressourcer i styrelsen.

- Der er ingen tvivl om, at medarbejderne gør, hvad de kan inden for de afstukne rammer. Vi må bare erkende, at rammerne ikke er gode nok, siger Finn Sørensen.

Enhedslisten vil derfor over for de ansvarlige ministre rejse krav om, at der sættes langt mere ambitiøse mål for svartiderne i ankestyrelse og statsforvaltning, og at der på finansloven afsættes de fornødne ressourcer til at indfri målene.

/ritzau/

Dagens Gossip