Politikere overtrådte loven i terrorsag, men det får ingen konsekvens

Skrevet af admin

05/12/2014

Dagens topnyheder

Flere folketingspolitikeres meget direkte kommentarer til dommen i en terrorsag får tilsyneladende ikke noget efterspil, selv om de muligvis har overtrådt loven.

Umiddelbart vil Københavns Politi ikke reagere, oplyser chefanklager Karin Thostrup.

Blandt andre Inger Støjberg og Karsten Lauritzen fra Venstre samt Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti har meget tydeligt har givet udtryk for, at dansk-marokkaneren Sam Mansour bør miste sit danske statsborgerskab.

Netop det spørgsmål har været omdrejningspunkt i en nævningesag i Retten på Frederiksberg.

Torsdag aften blev Mansour idømt fængsel i fire år for at have opfordret til terror, drab og for trusler mod jøder.

Men på et hængende hår undgik han at få frataget sit danske statsborgerskab. Stemmerne om dette spørgsmål stod 7-5 i nævningetinget.

Dommen er ikke endelig. Såvel anklagemyndigheden som Mansour har mulighed for at anke dommen til Østre Landsret.

Alligevel har flere politikere kommenteret udfaldet i ret firkantede vendinger.

For eksempel har Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, på Facebook skrevet, at hun "inderligt" håber, at den dømte fratages sit danske pas.

Ifølge retsplejeloven er det strafbart "i tale eller skrift" groft uagtsomt eller forsætlig at sige noget, som på uforsvarlig måde kan påvirke dommere eller lægdommere i en ikke-afsluttet straffesag.

Retspræsident Torben Goldin har fredag givet politikerne en opsang. Han vil overveje at skride til politianmeldelse, hvis de bliver ved, har han udtalt.

Men i Københavns Politi gør man ikke noget, lyder det fra chefanklager Karin Thostrup.

"Københavns Politi har noteret sig retspræsidentens udtalelser," skriver hun i en mail til Ritzau, men derudover har hun ingen kommentarer.

Retspræsidenten har i sin offentlige opsang til politikere og andre gjort opmærksom på, at der er risiko for bøde eller fængsel indtil fire måneder, hvis man mere eller bevidst forsøger at påvirke dommere eller lægdommere i en ikke-afsluttet straffesag.

Med jævne mellemrum beskyldes politikere for at gå for langt. For eksempel har Birthe Rønn Hornbech (V) og den tidligere formand for Folketinget, Christian Mejdahl, rettet kritik mod kollegerne.

/ritzau/