Politikere stemmer nej til kæmpe Tivoli-byggeri

Siden 2008 har Tivoli haft et stort byggeprojekt på tegnebrættet. »Tivoli Kanten« skulle være et kæmpe shoppingcenter bestående af kvalitetsbutikker og restauranter med glasfacade ud til Bernstorffsgade.

Men nu ser det ud til, at der er endnu længere udsigter for projektet.

Mandag blev startredegørelsen for projektet behandlet på et møde i Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, og her nedstemte udvalget redegørelsen med stemmerne 7-3.

Begrundelsen for afslaget til Tivoli Kanten er, at byggeriet er for ekspressivt.

»SF, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten ser positivt på, at der opføres ny bebyggelse mod Vesterbrogade og Bernstorffsgade. Partierne finder dog, at projektet bag startredegørelsen er for dominerende. Partierne ser gerne et helt nyt og mindre ekspressivt projekt, der i højere grad spiller sammen med Tivolis og Københavns egenart,« lyder bemærkningen fra afstemningen i Københavns Kommune.

I Tivoli står de uforstående overfor afgørelsen:

»Det her er meget overraskende. Vi havde slet ikke forventet det eller set det komme,« siger kommunikationskonsulent i Tivoli Ellen Dahl til AOK.dk

»Vi har gennem hele forløbet været i tæt dialog med forvaltningen frem mod denne afgørelse. Vi har ikke fået nogen indikationer om, at der var et problem med facaden,« siger Ellen Dahl.

Projektet strækker sig fra hjørnet af Vesterbrogade til Nimb i det, man i Tivoli kalder fase 1. I den såkaldte fase 2 bygges der mellem Dansk Industri og Tivolis Hovedindgang - der er dog p.t. ikke konkrete planer for opførelse af fase 2.

Tivoli Kanten er udviklet i samarbejde med det verdensberømte, amerikanske arkitektfirma Pei Cobb Freed & Partners, men det bliver altså ikke til noget lige foreløbigt.

I Tivoli ved man endnu ikke, hvad man skal stille op med afgørelsen.

»Vi må have en tænkepause for at forstå, hvad det er, der er galt. Vi er forbavsede, forbløffede og ærgerlige over afgørelsen,« siger Ellen Dahl, der dog har svært ved at forestille sig, at Tivoli helt vil opgive at lave en facadeændring på grund af afslaget.

Dagens Gossip