Politikere talte forkert om offentlighedslov

Da Socialdemokraternes Jesper Petersen og Venstres Jan E. Jørgensen i DR2's program Deadline lørdag skulle forsvare den omstridte offentlighedslov, skete det med brug af forkerte oplysninger.

Den nye offentlighedslov anklages af Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance for at ville afskære danskerne fra at få indsigt i oplysninger om regeringens arbejde. Men det afviste Jesper Petersen og Jan E. Jørgensen.

De to politikere sagde blandt andet i Deadline, at der stadig vil være adgang til aktindsigt i de dagpengetal, som har skabt stor debat i de seneste uger. Men det passer ikke.

Det står klart, efter justitsminister Morten Bødskov (S) åbent har erkendt, at offentligheden ikke længere vil kunne få aktindsigt i oplysningerne.

Oplysningerne har ført til kritik af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for i over en måned at skjule, hvor mange danskere der vil miste deres dagpenge som følge af halveringen af dagpengeperioden.

- Der vil ikke være adgang til sådanne oplysninger efter det nye lovforslag, siger Morten Bødskov, der kalder det "naturligt og tilsigtet", at der nu bliver lukket for oplysningerne:

- Det er efter min mening helt naturligt, at der er et fortroligt rum, hvor ministre kan få rådgivning af deres embedsmænd, siger Morten Bødskov.

I Deadline afviste Jan E. Jørgensen dog, at der nu vil blive lukket for den type oplysninger:

- De faktiske oplysninger om, hvor mange der vil blive ramt af de nye dagpengeregler, og tidspunktet for, hvornår man ved det, der er det min påstand, at det vil du stadig kunne få oplysninger om med den nye offentlighedslov, lød det fra Venstre-politikeren.

Også Jesper Petersen, der netop er skiftet til Socialdemokraterne fra SF, forsøgte at nedtone bekymringen over den nye offentlighedslov:

- Det skal være sådan i Danmark, at man kan få indsigt i, hvordan lovgivningen bliver lavet. Man skal kunne kontrollere de offentlige myndigheder og se, hvad der bliver lavet undervejs i lovbehandlingen, og hvilke tal der ligger til grund. Og det vil man også kunne, efter der er lavet en ny offentlighedslov, lød det fra Jesper Petersen.

Enhedslistens Pernille Skipper, der selv var i Deadline-studiet for at deltage i debatten om offentlighedsloven, ønsker en forklaring:

- Offentlighedsloven skaber tydeligvis mere lukkethed, end regeringsordførerne har påstået, siger Pernille Skipper, der er overrasket over Bødskovs klare melding:

- Jeg er chokeret over, at justitsministeren ikke forsøger at bortforklare det her. Det havde jeg forventet, at vi skulle bruge lang tid på i dag, siger Pernille Skipper.

/ritzau/

Dagens Gossip