Politikere: Ulveangreb skal give erstatning

Sådan lyder kravet fra politikere i Region Midtjylland, som er på vej med en henvendelse til regeringen, efter at der på det seneste har været flere beretninger om mulige ulveangreb på får og dådyr i regionen.

Sagen er sat på dagsordenen af Venstres medlem af regionens forretningsudvalg, Jørgen Winther (V), som presser på for at få indført en erstatningsordning som hjælp til for eksempel fåreavlere. Han lægger ikke skjul på, at han helst så, at der slet ikke var ulve i Danmark, fordi der ifølge ham »ingen som helst fornuft er i, at de skal være her«.

»Det er mit langsigtede mål. Men på kort sigt kan vi i det mindste sørge for at holde de folk skadesløse, som kan komme til at lide under, at ulvene er her. Jeg har stor sympati for den fåreavler, som har fortalt om flere ulveangreb, og som kan få svært ved at fortsætte sin virksomhed på grund af dem. Jeg mener, at det offentlige bør give ham erstatning,« siger Jørgen Winther til B.dk.

Han erkender, at sagen måske ligger i periferien af, hvad et regionsråd skal beskæftige sig med, men hans initiativ er foreløbig mundet ud i, at andre politikere i forretningsudvalget nu indstiller til regionsrådet, at man støtter en ny anbefaling fra Vildtforvaltningsrådet om at etablere en erstatningsordning for skader opstået som følge af vildtlevende ulve.

Efter i starten at have været afvisende har miljøminister Ida Auken (SF) bedt rådet om at komme med et bud på en konkret forvaltningsplan for, hvordan man i fremtiden »beskytter og håndterer ulve i Danmark«. Rådet skal i den forbindelse også komme med forslag til erstatningsordninger for landmænd, hvis husdyr rammes af ulveangreb.

»Vi henvender os jo for eksempel også til regeringen i forbindelse med byggeri af nye motorveje, og det er også folketingspolitikerne, der nu siger ja til, at der skal være ulve i Danmark. Men der er jo ingen ulve på Nørrebro eller på Amager, hvor mange af politikerne bor. Men de findes altså her i Midt- og Vestjylland,« siger Jørgen Winther.

Dagens Gossip