Politikere: Vi ved alt for lidt om alternativ behandling

Skrevet af admin

17/07/2015

Dagens topnyheder

Forskning i og formidling af troværdig viden om alternativ behandling er utilstrækkelig og skal forbedres.

Det siger den nye formand for Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg, Liselott Blixt (DF).

- Der mangler både forskning i, hvad der virker, og oplysning om de mange kosttilskud og naturmedicinske produkter, som folk let kan købe i butikker og på nettet, siger hun til Ritzau.

Både Dansk Folkeparti og det nye parti Alternativet lovede under valgkampen, at området skal styrkes af hensyn til patienterne, som i dag ofte er på Herrens mark.

- Vi må da tage befolkningens erfaringer alvorligt. Jeg tror, at man om 300 år vil tænke: Hvor var de dog uoplyste dengang, at de slet ikke forstod sammenhængen mellem krop og psyke og brugte det konstruktivt, siger Carolina Magdalene Maier, der er sundhedsordfører for Alternativet.

Før hun kom i Folketinget, var hun centerleder for Videncenter for Patientstøtte i Region Hovedstaden.

Her har hun selv oplevet behovet hos patienterne.

Alternativet har på sit partiprogram oprettelse af et forskningscenter for alternativ behandling og alternative sundhedshuse som en vigtig prioritet.

- Det er et område med masser af hokuspokus. Men det skal ikke afholde os fra at tage de gode ting i brug. Når halvdelen af befolkningen har brugt alternativ behandling, kan det jo ikke nytte, at mange ikke engang fortæller det til lægen, fordi det er ildeset, siger hun.

Den tidligere regering nedlagde i 2012 ViFab (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling) i forbindelse med en sparerunde.

Den beslutning beklager både Alternativet og Dansk Folkeparti.

- Jeg vil klart arbejde for et "Vifab 2015", og det har jeg allerede sagt til sundhedsministeren. Der kan være ting, der skal gøres anderledes, og som vi kan forbedre. Men vi kan ikke leve med den nuværende nedprioritering af et område, som har stor betydning for så mange mennesker, siger Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

/ritzau/