Politikere vil give dusør for tip om skattesvindel

Staten skal opkøbe informationer for at afsløre skattesnyd hos borgere og virksomheder, også selv om de kan stamme fra ulovlige lækager fra såkaldte whistleblowere. Det skriver Politiken.

Forslaget er en del af et større udspil for bekæmpelse af dansk og international skattesvindel fra Socialdemokraterne. Ansatte med adgang til informationer skal i henhold til forslaget blandt andet kunne sende oplysninger til myndighederne og få en dusør, som man har gjort i Tyskland.

Europaparlamentariker Emilie Turunen (S), EU-ordfører Jens Joel (S) og folketingsmedlem Jesper Petersen (S), der står bag udspillet, betragter drastiske metoder som den eneste måde at fange svindlere, der årligt koster milliarder af kroner via skattely.

»Det er et meget uortodokst middel at tage i brug - ingen tvivl om det. Men til gengæld er det meget effektivt, så vi vil ikke gå bort fra det,« siger Emilie Turunen til Politiken.

Forslaget møder modstand fra revisorer, oppositionen og de Radikale.

Ifølge skatteordfører Nadeem Farooq (R) kan forslaget »være bekymrende i forhold til retssikkerheden og i forhold til at føre en erhvervsvenlig politik«.

Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen (V), siger, at forslaget »vil gøre op med grundlæggende retsprincipper«.

Ifølge Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen (LA), vil forsmåede medarbejdere kunne bruge det som hævn mod arbejdsgivere.

John Bygholm, partner i Deloitte og formand for skatteudvalget i Danske Revisorer, advarer imod at betale for fortrolige oplysninger.

»Jeg ser det som yderligere et skridt i retning af stikkersamfundet,« siger han.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) ønsker ifølge Politiken ikke at kommentere udspillet.

Dagens Gossip