Politikere vil have det danske fødselstal op

Sundhedsordfører Özlem Cekic (SF) foreslår, at en arbejdsgruppe med eksperter skal formulere anbefalinger til, hvad politikerne kan gøre.

»Fødselstallet bliver ved med at falde, og vi tager det slet ikke alvorligt. Jeg tror, vi kan gøre meget, hvis eksperter mødes på tværs og giver nogle bud på, hvilke politiske håndtag der kan drejes på,« siger Özlem Cekic til avisen.

Et faldende eller svingende fødselstal giver ubalance mellem antallet af folk på og uden for arbejdsmarkedet, og det er dyrt for samfundsøkonomien. Desuden må stadig flere mænd og kvinder i den fødedygtige alder ty til fertilitetsbehandling.

Også de Konservative og Dansk Folkeparti bakker op om forslaget om en ekspertgruppe.

»Vi kan ikke bare læne os tilbage og håbe, at indvandring oppebærer vores samfund. Samtidig er den dalende fertilitet en af vores største sundhedsudfordringer. Det er en stor sorg for mange, at de ikke kan få børn, og det synes jeg, vi skal forholde os til,« siger sundhedsordfører Benedikte Kiær (K).

Politikerne vil blandt andet have arbejdsgruppen til at afdække årsagerne til det faldende børnetal, herunder mulige kemiske påvirkninger af fertiliteten og udfordringer med at få karriere og familieliv til at hænge sammen.

Sex og Samfund og en gruppe fertilitetsforskere vil nu lave et skriftligt oplæg til, hvad en ekspertgruppe konkret kan bidrage med, skriver Politiken.

Da daværende familieminister Carina Christensen (K) i 2007 opfordrede danskere til at få mindst tre børn, vakte det stor forargelse, og professor og leder af Rigshospitalets fertilitetsklinik, Søren Ziebe, er glad for, at der igen er politisk mod til at gå ind i diskussionen.

»Nu tør politikerne tale om det igen, for de er ved at indse, hvilke problemer vi står med. Der bliver for få til at passe de gamle, og hvert tiende barn bliver lavet på en fertilitetsklinik. Det er da skrækindjagende,« siger han.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) skriver i en mail til Politiken, at det er muligt, »at en hurtigt arbejdende, mindre ekspertgruppe kan være med til at give svar på, hvilke knapper vi kan skrue på«.

Medlem af sundhedsudvalget Jane Heitmann (V) siger, at Venstre vil forholde sig til et konkret forslag »med åbent sind«, men at det som udgangspunkt er en privat sag, hvor mange børn man skal have.

Dagens Gossip