Politikere vil sikre Dankortet

Flere politikere udtrykker stor bekymring for et muligt salg af Nets, der driver Dankortet og flere andre centrale betalingssystemer. De frygter, at en kapitalstærk udenlandsk ejer vil teste reglernes grænser og forsøge at hæve priserne i jagten på en bedre indtjening.

»Vores centrale betalingssystemer skal saftsuseme ikke i hænderne på en kinesisk eller amerikansk kapitalfond. Jeg vil foreslå, at staten køber Nets, hvis amerikanerne, kineserne eller andre vil blande sig i vores betalingssystemer,« siger Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Hans Kristian Skibby (DF).

Enhedslisten bakker ligeledes op om en nationalisering af Nets, mens andre partier nøjes med at fastslå, at man ikke vil acceptere prishop for hverken Dankortet, Betalingsservice eller andre centrale dele af Nets betalings- og informationssystemer.

Politikernes meldinger kommer, efter at dagbladet Børsen i går skrev, at Nets ejere – en række banker og Nationalbanken – forbereder et salg af virksomheden. Flere centrale kilder i corporate finance-miljøet bekræfter udmeldingen over for Berlingske, men understreger, at vi endnu er meget tidligt i processen.

Selv om vilkårene for drift af Dankortet og Betalingsservice er reguleret på kryds og tværs, spekulerer flere kilder med kendskab til markedet allerede på højtryk i, at en eventuel ny ejer vil forsøge at presse flere penge ud af systemerne.

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) forventer dog, at den omfattende regulering og den nyligt indgåede dankortaftale vil hindre et prishop, uanset hvem der ejer virksomheden. Hvis der alligevel bliver gjort et forsøg på at skrue op for priserne, sender hun et klart signal om, at det vil være politisk uacceptabelt.

»En eventuel ny ejer må ikke misbruge sin stilling ved for eksempel at hæve priserne. Det vil vi følge meget nøje med i. Hvis der skulle komme nye investorer i Nets, så forventer jeg, at de er bekendt med, at regeringen lægger meget stor vægt på et velfungerende marked for betalingsløsninger,« siger Annette Vilhelmsen.

Hun henviser samtidig til, at Dansk Erhverv og Nets har indgået en Dankort-aftale, der som udgangspunkt sikrer, at Dankortet vil være gebyrfrit i butikkerne adskillige år frem. Aftalen betyder samtidig, at Nets forpligter sig til at investere i Dankortets fremtid, hvilket er afgørende, hvis kortet skal blive ved med at være konkurrencedygtigt.

Derudover er det op til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at sikre, at Nets ikke misbruger sin dominerende position til at kræve for høje priser for Betalingsservice eller andet. Mange frygter dog, at en ny ressourcestærk ejer alligevel kan finde måder at omgå reglerne på, ligesom det er uklart, hvad der vil ske med Dankortet efter dankortaftalens udløb.

Derudover spekuleres der allerede i, hvad det vil betyde for investeringerne i Dankortet, hvis Nets bliver overtaget af en konkurrent som for eksempel Visa eller Mastercard. I banksammenligningsportalen Mybanker understreger administrerende direktør John Norden, at de danske betalings- og informations-systemer i Nets er så centrale dele af infrastrukturen, at et salg nødvendigvis må skabe en politisk dagsorden.

»En køber vil ikke betale otte til ti milliarder kroner for Nets blå øjnes skyld. De vil skulle finansiere det køb via prisstigninger og ved forsøg på rationaliseringer. Ellers gør de det ikke,« siger han.

Socialdemokraternes erhvervsordfører Benny Engelbrecht (S) fastslår, at politikerne ikke vil se stiltiende til eventuelle prisstigninger på hverken Betalingsservice eller Dankort.

»Det vil ikke være politisk acceptabelt at stoppe udviklingen af Dankort hverken nu eller efter 2022.

Så længe, at der sidder en Benny Engelbrecht i Folketinget, skal jeg love dig for, at der bliver holdt øje med udviklingen af både Dankort og Betalingsservice,« siger han. Venstres erhvervsordfører Kim Andersen (V) fremhæver ligeledes, at erhvervs- og vækstministeren skal tage affære, hvis det viser sig, at det trods den nuværende regulering skulle være muligt at skrue priserne i vejret. I

forvejen har erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen netop igangsat en undersøgelse af priserne og forholdene omkring Betalingsservice.

I Enhedslisten mener erhvervsordfører Frank Aaen (Ø), at Nationalbanken bør købe Nets frem for at sælge sin aktiepost.

Han har nu kaldt Annette Vilhelmsen i åbent samråd for at høre, om hun vil gribe ind for at stoppe et salg til udlandet. Annette Vilhelmsen siger dog til Berlingske, at hun »har svært ved at se, at staten skulle købe Nets«.

Dagens Gossip

Dagens TV