Politikere vil stoppe olieboringer i Grønland

At bore efter olie i Vestgrønland er skandaløst, og det er Danmark og Grønlands pligt at få det stoppet.

Det siger Margrete Auken (SF) til metroxpress på vegne af Den Grønne Gruppe i EU-Parlamentet.

Gruppen har nu igangsat en kampagne for at få stoppet boringerne i Arktis.

- Mange i selv mere fjerntliggende lande som Spanien, Tyskland, Østrig og Frankrig er stærkt optagne af boringerne og frygter katastrofen, siger hun til avisen.

Et eventuelt uheld i forbindelse med boringerne vil ikke kun bliver Danmarks og Grønlands problem, men vil have katastrofale følger for hele det globale havmiljø og dermed for os alle, mener Margrete Auken.

Ifølge EU-Parlamentets Grønne Gruppes kampagne er det heller ikke kun Europa, der skal kræve boringerne forbudte.

Hele verden skal sige fra over for olieselskabernes tilladelser til at bore i et område, hvor risikoen for, at der sker en ulykke, ifølge eksperter er så meget højere end andre steder i verden.

Margrete Auken, som er stærkt engageret i kampagnen, siger, at hun er fuldt bevidst om, at hendes synspunkter ikke er afstemt med den danske regering og muligvis er upopulære i Grønland, men at hun er nødt til at gøre det:

- For der er al mulig grund til at være stærkt bekymret, for hverken Grønland eller Danmark er i stand til at tackle de store olieselskabers pres på sikkerheden, når de først er gået i gang med at bore, siger hun til metroxpress.

Boringerne er planlagt til at begynde næste år.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV